s

Dynamo Coffee Blog

  • Finca Pena Roja, San Pedro Necta, Guatemala
  • Martin Herlak

Finca Pena Roja, San Pedro Necta, Guatemala

Finca Pena Roja, San Pedro Necta, Guatemala

Finca Pena Roja er en lille kaffeplantage, der ligger i San Pedro Necta i Huehuetenango regionen i Guatemala. Plantagen ejes og drives af Robin Guiterrez og hans familie og den består af 3 forskellige marker: Reforma, Claveles og Capulines. Vi har haft lejlighed til at smage kafferne fra Pena Roja de sidste 4 år, og de formår altid at være både rene og søde i deres smagskarakter.

I 2014 købte vi halvdelen af produktionen fra La Reforma af Robin. Bønnerne fra La Reforma brugte vi næsten udelukkende til espresso. Det var en meget delikat espresso med masser af noter af mørk chokolade og nougat. I år var vi på udkig efter at købe en kaffe, som primært skulle bruges til filterkaffe, og valget faldt på kaffen fra Claveles. Det er igen i år en kaffe med masser af sødme, men den har samtidig en meget fin syre til at balancere smagsindtrykket. Det er dermed 2. år i træk vi har købt kaffe fra Le Pena Rosa og jeg tror, at vi har gode muligheder for at udvikle os sammen med gården de næste år.

I år vil Finca Pena Roja prøve at plukke og behandle bær fra en lille del af La Reforma for sig selv. På marken er der et lille område, hvor der er flere skygge træer og mere klippe i undergrunden. Bærrene modner langsommere på denne del af marken, og vi har derfor aftalt med Robin at han skal holde disse bær adskilt i håb om, at de har endnu højere sødme og renhed i smagen end de øvrige bær. Det bliver formentlig et meget lille parti, måske kun 2 til 3 sække (136 - 204 kg.), men vi er utrolig spændte på at smage denne kaffe!

Marken Claveles, som vi har købt kaffe fra i år, ligger ikke ved selve gården, men er et stykke jord 10 min. kørsel derfra, som Robin har købt af sin svigerfamilie. Det er en mark med en helt utrolig stor sortsvariation. De dominerende sorter er Bourbon, Caturra, Pacamara & Caturai men det er mange andre sorter end disse. Derudover vokser der mange andre afgrøder på marken, såsom citrusfrugter og tamarillo.

Når man går på marken, så har man på ingen måde fornemmelsen af at gå i en klassisk plantage. Pena Roja er, som alle andre gårde i området, også ramt af sygdom i markerne, men det er langt fra så slemt som andre steder. Det er selvfølgelig ikke bevist, men jeg er overbevist om, at den mere ekstensive kaffedyrkning sammen med den store sortsvariation, gør at planterne klarer sig bedre.

Alle Robins marker ligger imellem 1400 - 1550 meter over havet.

Jeg har lært Robin at kende som en utrolig arbejdsom mand, der ligger en stor ære i det han laver. I år havde jeg også fornøjelsen af at møde hans familie og det lykkedes mig på en eller anden måde at blive udfordret til en brødbagningskonkurrence af Robins svigermor…

Jeg er sikker på at det nok skal blive både sjovt og oplevelsesrigt for mig og hele den landsby, hvor det skal foregå..

 

  • Martin Herlak

Antal kommentarer (1)

  • Dec 29, 2016

    This forum needed shknaig up and you’ve just done that. Great post!

    — Deejay

Skriv en kommentar